Gør Multikulturalisme » børn

Hvad er et navn?

Rae — Thu, 25 Jul 2013 00:02:16 +0000

Starter i slutningen af 1970'erne, I was actively involved in welcoming refugees from Vietnam – the “boat people” as they were then called – settling them into their new lives in Edmonton. My particular area of involvement was with children and I got to know many of the families very well.

One day the father of two little boys approached me and asked if I might give his sons more English-sounding names. My own opinion was that they might want to keep their names in order to hold onto something familiar in this new place. But their father was adamant.

Tænker om det nu, Jeg er klar over, at far og jeg var begge behandle navne som et kulturelt symbol - deres far ville navne, der ville hjælpe hans drenge passer ind i denne nye kultur, and I was thinking about their names connecting them to the culture they had left behind.

Jeg tog sagen alvorligt. , I hit on two names that were as close sounding as I could come to the names they had arrived with.

Gennem årene har jeg observeret, og undrede sig over viljen og bestemmelse af disse vietnamesiske familier at lægge nye rødder, work hard and thrive in their new home. I wonder how Ian and Neil have fared with the names they were given as they launched into their Canadian lives. I hope they’ve served them well.

- Maria i Alberta

- foto kredit: Flygtninge afventer transport i fiskerbåd; PH2 Phil Eggman [Public domain], via Wikimedia Commons

Beyond Words

Rae — Mon, 10 Jun 2013 15:22:36 +0000

Jeg tror mit første “multikulturelle” erfaring var som et lille barn, mange år siden, Ridning toget fra Vancouver til Winnipeg. Jeg husker, at jeg spillede med flere andre børn — hvoraf ingen talte engelsk. En eller anden måde, lykkedes at kommunikere, og det var et sjovt, enjoyable experience.

It wasn’t until I was much older that I started to wonder how we could possibly have managed to communicate without a common language.

Derefter, i 2008 Jeg rejste til Rumænien med en af mine fætre. Vi ønskede at se, hvor vores bedsteforældre og oldeforældre var kommet fra. Neither of us spoke a word of Romanian.

Alligevel, en dag, da vi var på besøg Lasi i det nordøstlige Rumænien, Jeg brugte omkring en halv time i “samtale” med en rumænsk mand, der talte ikke engelsk. En eller anden måde lykkedes at kommunikere, og jeg lærte, at han havde en kone og to børn (han viste mig deres fotos) and that he now worked as a security guard.

På en anden dag, mens vi var på et kunstgalleri, Jeg havde en samtale med en mand, der ikke taler engelsk, men forstod det til en vis grad. Han ikke kun talte rumænsk, Han talte også jiddisch — and it just so happens that Yiddish was my first language and I still understand it if it is spoken slowly.

Så han talte jiddisch, og jeg talte på engelsk, og vi lærte, at hans familie og mine var kommet fra den samme shtetl (lille by) north of Iasi.

Disse erfaringer har lært mig, at kommunikation er så meget mere end at have et fælles sprog. Ved at være åben for at bruge alle vores sanser, vi kan kommunikere uden sprog og dermed, even a brief encounter can be deeply moving.

- Sara Powell River, BC

Life With Grace

Rae — Fri, 29 Mar 2013 20:57:49 +0000

Min mor var hjemmegående og opvokset seks børn; vores familie flyttede hvert tredje år med min fars arbejde. Som tiden gik, Jeg besluttede jeg også ville tjene mit land og mit samfund som politibetjent; Jeg vidste også, jeg ønskede, at mine børn skal have rødder, der vil afbøde mit skifteholdsarbejde og min mand på rejsen. Hvordan kunne jeg gøre det hele?

Damen ved barnepige agentur sætte brikkerne sammen. Hun havde netop modtaget en ansøgning fra en kvinde ved navn Grace, som havde fire børn af hendes egen. Grace ønskede et job, der var i nærheden af hendes hjem, og der vil rumme sin egen familie plejebehovene. Det tog kun et møde for Grace og jeg til at beslutte at vi kan arbejde sammen. Denne dag var også starten på et livslangt venskab. Uanset om scouting haven butikker sammen i foråret eller handel hemmelig ønskesedler til jul, we have enjoyed each other’s company and supported each other when we were needed.

Hendes døtre babysittere mine børn; mine børn var arbejdsbier ved hendes datters bryllup; og tante Grace var den første inviteret til skolens inddelinger og til min søns bryllup sidste sommer. Over tredive år senere har vi spist Trinidadian mad, vært venner og familie fra "back home", og nu endelig vil Trinidad for at opleve "back home" sammen. Vores eventyr fortsætter! Jeg spekulerer på, hvordan mit liv ville have været ligesom uden Grace ...

- Margaret i Delta, BC

Forskning Blog 5: Fra børn til forældre

Rae — Wed, 06 Mar 2013 23:07:42 +0000

Forældre skriver om den kulturelle navigation, de ser ske i deres børns liv og finde nogle visdom i, hvad børn gør – og ikke kan se. Tjek de bidrag fra:

Et øjebliksbillede af Three Generations

Rae — Fri, 22 Feb 2013 02:58:26 +0000

Min far er født og opvokset i Jamaica. Han kom til Vancouver som studerende, og der mødte han min mor, en pige fra Oakville, Ontario hvis forældre var udvandret fra Skotland og der var også en student. Én ting førte til en anden og, da de afsluttede deres studier, som de planlagde deres bryllup. I still cannot fathom that mom’s parents refused to attend her wedding because she was marrying this dark skinned guy.

Hurtigt frem for et par år, og jeg er otte år gammel. Min bedstemor er død i en årrække tidligere; min bedstefar bor på sin egen ryg i Oakville. Min mor gør en tur tilbage der til at besøge og ender med at bringe ham hjem til Vancouver for at bo hos os, hvor han var en del af familien i de næste tretten år, indtil han døde. Det var ikke min første eksponering for de værdier, jeg voksede op med, but it is the example that has stuck with me.

Til denne dag, Jeg vil gå ned på gaden og folk vil stoppe mig og sige: "Du er en Wong, er du ikke?"Uundgåeligt jeg vil opdage, at vi deltog folkeskolen sammen eller voksede op i samme kvarter, og de husker mig fra den tid. Som en af de tre mørke børn - de to andre er mine brødre – på min skole, i min kirke, i mit nabolag, vi stod ud fra mængden. Jeg vil gerne tro, at det var fordi mine forældre havde en tendens til at klæde os en trillinger, men jeg ved, det var farven på vores hud. Og vi voksede op i Surrey. Try walking down any street in Surrey today – it might be easier to count the number of white faces you see rather than the brown ones.

Nu kan jeg se multikulturalisme gennem linsen af mine børn. Ud af 25 børnene i min datters klasse en klasse vil du finde måske 20 forskellige etniske grupper. Endnu vigtigere, disse forskelle bliver fejret. Hvor ellers ville du finde hendes klassekammerat Sahej klædt ud som Abraham Lincoln for Historical Halloween, eller Ginger klædt som Aretha Franklin? Til dem, farve er noget du maler med, ikke tonen i en eller andens hud. We should all be so lucky to see the world that way.

- Geoffrey i Victoria

A Vision of Colour på Age Five

Rae — Wed, 20 Feb 2013 07:28:09 +0000

Jeg er klar over at leve i et multikulturelt land. Det faktum, at jeg er klar over det, er pointen i min historie. 5 år, he came home from daycare talking incessantly about a boy he played with that day. Jeg prøvede at dechifrere hvem drengen var, så jeg spurgte min søn til at beskrive ham. Han fortalte mig hans navn og derefter fortsatte med at fortælle mig farven på hans bukser, lyden af hans latter og placeringen af dennes “Cubby” in relation to my son’s.

Den næste dag jeg spurgte personale til at påpege min søns nye ven. Han var sikker, udgående kid i hjørnet – med 4 andre børn hopper omkring ham. Vedtaget et par år tidligere fra Sierra Leone, han var den eneste sorte kid på daycare. Havde min søn beskrev sin hudfarve, Jeg ville have vidst, hvem han var straks. Dog, Det var ikke drengens hudfarve eller accent, der er registreret med min søn som “anderledes”, snarere det var lyden af hans latter og farven på hans bukser. . – Erin i Vancouver