Jeg var fem år gammel, da mine forældre kom fra Canada. De var flygtninge fra Pakistan. Et år efter vi ankom, min bror blev født. Endnu et år gået, og min søster kom sammen. I de tidlige år, Jeg har aldrig vidste, hvad identitet var, men jeg vidste, at jeg var anderledes.
Vokser op som en indvandrer barn var hårdt. Det første spørgsmål, jeg ofte blev spurgt var “hvor er du fra?” Den nemme svar var Pakistan. Det var en del af mig. Udover, Jeg troede bor i Canada var svært. Jeg var mobbet for at være en “Paki”, mine beskyttende forældre ikke tillade mig at gå til sleepovers og film, og mit tøj lugtede ligesom de pakistanske krydderier min mor, der anvendes i vores traditionelle mad. Jeg var fanget mellem to verdener, og vidste ikke, hvordan man kan forene dem.
Jeg er ikke sikker på, hvornår det skete, men engang i løbet af min folkeskolen år, sige, at jeg var fra Pakistan ikke længere var den nemme svar at give. Mine erindringer og liv i Canada blev mere fortrolig. Mine forældre opfordrede mig til at fejre og bidrage til mit nye hjem og huske den, jeg forlod. Jeg husker deltage i min Citizenship Ceremony og ophidset fortælle min 5th klasse lærer Mrs. Burnett, at jeg nu var en canadisk.
Jeg meldte mig frivilligt til en MPP kontor og havde min første tur til Ottawa, hvor jeg ringede til min mor fra Peace Tower Canadas parlament i ærefrygt for, hvor jeg stod.
I løbet af mine bachelor år på University of Toronto, Jeg begyndte at rejse i løbet af sommeren. Arbejde i udlandet i forskellige samfund, Jeg blev bedt om det samme spørgsmål, jeg var blevet bedt om i Canada “Hvor kommer du fra?"Svarede jeg, "Fra Canada"
Det næste spørgsmål var “Hvor er du egentlig fra?"I frustration, sommetider forfærdelse, Jeg ville svare, “Jeg blev født i Pakistan, men jeg voksede op i Canada”. Jeg var meget stolt af min pakistanske fødsel og tidlige år, men jeg var også meget sikker på, at mit hjem nu var Canada.
I 2009, min familie besluttede at gå tilbage til Pakistan. Jeg var spændt og nervøs. Før vi forlod Canada, Jeg kan huske at tænke ingen vil spørge mig, hvor jeg var fra – Jeg taler flydende urdu, bære den traditionelle shalwar kameez og vil ikke skille sig ud i en menneskemængde.
Da vi ankom i Lahore, Jeg gik ud med min familie og beordrede en chana skål fra en gadesælger. Jeg er lige begyndt at spise det, når en kvindes stemme bag mig stille og roligt spurgt “App Kahan se hain?” betyder “Hvor kommer du fra?”
Jeg kunne ikke tro det. Ikke her!
Jeg blev født blot et par timers kørsel fra Lahore i en by kaldet Sargodha. Jeg fortalte hende, at jeg var fra Pakistan. Hun var ikke overbevist, og spurgte igen.
Jeg sagde, “Jeg er født i Pakistan, men voksede op i Canada.” Vi slog op en samtale og talte om vores liv i forskellige dele af verden. Jeg kunne ikke hjælpe, men tror på den person jeg ville være, hvis min familie aldrig havde forladt Pakistan. Da jeg kom tilbage i Canada, Jeg var overvældet af denne uforklarlige følelse af “hjem” da jeg så Toronto.
I dag, Jeg får stadig spurgt, hvor jeg kommer fra. At sige, at jeg er pakistansk-canadiske er den nemme og det rigtige svar at give. Jeg kan have været født i én del af verden og nyde i de få minder jeg har, men Canada er mit hjem. Sammen, de to steder har gjort mig til den, jeg er, og for at, Jeg er taknemmelig.
-Sadia i Mississauga